J-Popcons to cosplayshows

24. November 2012

Der har været en del kommentarer til vores nyhed om, at J-Popcon fra 2013 vil have to cosplaykonkurrencer i stedet for blot et. Vi vil gerne uddybe vores beslutninger og overvejelser, så alle er klar over hvorfor vi har truffet de valg, vi har.

Først lidt historie. I 2007 kom World Cosplay Summit til Danmark og J-Popcon var vært for den danske kvalifikationsrunde. Cosplaymiljøet var på daværende tidspunkt af en sådan størrelse, at udtagelsen kunne blive en del af det årlige cosplayshow. Siden da er antallet af cosplayere mere end tredoblet, J-Popcon er vokset enormt og er blevet vært for både European Cosplay Gathering og EuroCosplay. Med det øgede antal cosplayere og kvalifikationsrunder til verdens tre største internationale cosplayevents føler vi, at det er på tide at dele konkurrencen i to. Dette er for at tilgodese både nye såvel rutinerede cosplayere og for at give alle en fair chance for at deltage. Vi håber herved at opnå to langt mere afbalancerede cosplayshows, da de vil rette sig mod to forskellige typer af cosplay.

Cosplayshowet vil vende tilbage til sine rødder og bliver det mere experimenterende, outrerede og hyggelige show af de to konkurrencer, hvor der er mindre pres på de enkelte deltagere. Det vil primært henvende sig til cosplayere, der ønsker en mere ”nede til jorden” konkurrence uden stresset fra kvalifikationsrunderne. Der er fokus på underholdning og plads til at lege med nye idéer og tiltag. Det kommer også til at afspejle sig i konkurrencens kategorier. De kunne for eksempel være noget i stil med bedste brug af sceneninjaer (se http://youtu.be/RYa1f2yKclI og http://youtu.be/tw3L2y7GbjY) eller mest interessante crossover.

Kvalifikationsrunderne bliver samlet i det nye event, Dansk Cosplay Mesterskab (DCM), som vil blive det tætteste der findes på et reelt DM i cosplay. Det vil være her at Danmarks repræsentanter til internationale cosplayevents udtages. DCM vil derfor henvende sig til cosplayere, der ønsker at udfordre sig selv med imponerende, gennemførte kostumer og en gribende optræden. Vi opfordrer selvfølgelig alle som har mod på det, at stille op. Det værste der kan ske er at man får en god oplevelse uden at vinde.

Til de, som har været bekymrede om hvorvidt man kun kan deltage i én af de to konkurrencer har vi en god meddelelse: Hvis man vil, kan man sagtens deltage i begge konkurrencer, bare ikke med den samme optræden.

De sidste detaljer for de to cosplayshows vil komme, når vi kommer tættere på connen.