Hvad er J-Popcon?

J-Popcon er en festival for japansk populærkultur

Over en weekend mødes over 3.000 mennesker i DGI-byen i København for at være sammen om anime, manga, cosplay, spil og andre spændende aktiviteter fra Japan.

Igennem de sidste 15 år har gruppen bag J-Popcon arbejdet på at gøre arrangementet større og bedre for alle deltagere, og 2018 bliver ingen undtagelse. Med et stort opsat cosplayshow, internationale gæster, de bedste forhandlere af japanske varer, konsol- og brætspil, events og biograf er J-Popcon det bedste sted at mødes.

 

J-Popcon 2018 afholdes i weekenden d. 27. - 29. april i DGI-byen

DGI-byen
Tietgensgade 65
1704 København V

 

J-Popcons historie

Foreningen J-Popkai blev startet tilbage i 2000, hvor den første J-Popcon blev afholdt i november i Valby Kulturhus. Dengang var der ca. 150 gæster til connen. Derefter blev der først afholdt J-Popcon igen i 2003. Valby Kulturhus var baggrunden fra 2003 til og med 2009, hvor antallet af medlemmer steg fra 300 til 1500. Efter forsøg med at afholde større events i Marketenderiet nærved måtte vi erkende, at vi var vokset os for store til Valby Kulturhus, og der ikke længere var plads til alle.

Vi kunne have besluttet os for at at blive i Valby og sætte et maks på antal gæster, men i stedet valgte vi at udvide og flytte til nye og større græsgange. Fra 2010, hvor vi flyttede til DGI-byen, er antallet af medlemmer kun steget, til at vi i 2015 havde over 3100 besøgende.

Oprindeligt startede J-Popcon ud med at ligge i november måned, men i 2012 blev der taget en beslutning om at flytte til foråret. Dette var grundlæggende, fordi det ikke var muligt at leje DGI-byen i november 2012, og connen blev flyttet til marts 2013. Efterfølgende og i forbindelse med SVS-cons sidste afholdelse i 2015 er det blevet besluttet at flytte J-Popcon hen i april, så vi har chance for bedre vejr.

 

Bestyrelse og festivalledelse

J-Popkai ledes af en bestyrelse, som på nuværende tidspunkt består af 5 medlemmer, der har været med til at arrangere J-Popcon som minimum de sidste 8-10 år og nogle siden opstarten. Bestyrelsen står for budgettet og regnskabet for connen og for alle større beslutninger dertilhørende.

Selve J-Popcon planlægges af en gruppe arrangører, som hvert år lægger en masse af deres fritid, blod, sved og tårer i at stable en fantastisk oplevelse på benene for alle vores mange gæster. Festivalslederen for J-Popcon står i spidsen for gruppen af ca. 50 arrangører og har det overordnede ansvar og forkromede overblik.

For hvert område er der en gruppeansvarlig, som er med i en styregruppe. Styregruppen bruges som bindeled mellem de forskellige områder og sørger for, at der samarbejdes om opgaver, der overlapper to ellere flere områder. Det er også den overordnede gruppe, der sikre sig, at J-Popcon afholdes som en sammenhængende hele.

 

Vedtægter

Vedtægter for foreningen J-Popkai, som afholder J-Popcon, kan findes HER.