Last updated: Mon Sep 09 2024

FAQ

J-popcon 2025 about img

Receptionen

Jeg har mistet/fundet noget under J-Popcon – hvor går jeg hen? Receptionen holder styr på glemte og fundne sager under J-Popcon, så henvend dig der.

Jeg har fået stjålet noget – hvor går jeg hen? Kontakt Receptionen, så sørger de for at få fat i de relevante personer.

Hvem kontakter jeg efter J-Popcon, hvis jeg har mistet noget?
Skriv til info@j-popcon.dk. Glemte sager bliver kun opbevaret i en kort periode efter J-Popcon.

Jeg har et handicap eller funktionsnedsættelse og derfor brug for adgang til en ledsager, førerhund, servicehund eller lignende hjælper. Er dette så muligt på J-Popcon? Det er altid meget vigtigt for os, at vores gæster har det godt. De af jer, som burde have brug for det, kan tage jeres hjælper/ledsager med gratis, hvis du som gæst medbringer et ledsagerkort udstedt af Danske Handicaporganisationer, når du tjekker ind til J-Popcon. Du skal ikke købe billet til din ledsager, da de jo er der for at støtte dig. Servicehunde er også tilladt.

J-popcon 2025 about img

Ankomst, ophold og overnatning

Hvad skal jeg gøre, når jeg ankommer? Det første, du skal gøre, er at få udleveret dit armbånd. Receptionen, som er lige inden for hovedindgangen i Øksnehallen, kan udlevere et armbånd til dig. Dette går hurtigst og nemmest, hvis du har medbragt din billet, enten på din telefon eller udprintet. Du skal ikke begynde at gå rundt på J-Popcons område, før du har fået dit armbånd. Du vil blive stoppet af vores frivillige og vagter.

Kan jeg få mit armbånd før J-Popcon starter? Ja – vi åbner for check-in kl. 12.00 om fredagen. Her kan du få udleveret dit armbånd. Du må dog ikke opholde dig på J-Popcons område efterfølgende, før J-Popcon officielt åbner ved en 16-tiden.

Hvor kan jeg gøre af min bagage? J-Popcon har en garderobe til jakker, små tasker, poser og andet overtøj. Du finder garderoben i Øksnehallen.

Hvorfor skal garderoben have mit navn og telefonnummer? Det sker desværre nogle gange, at ting bliver glemt i garderoben, eller at vi af en anden grund er nødt til at kontakte ejerne af nogle effekter i garderoben. Derfor beder vi om navn og telefonnummer.

Er der sovesale til J-Popcon? J-Popcon er en stor convention, og vi kan ikke stille sovefaciliteter til rådighed for alle. Derfor er der kun et begrænset antal sovesalespladser på selve J-Popcon for gæster, men vi tilbyder en sovesal på Rystensteen Gymnasium lige over for DGI Byen.

Må jeg sove på J-Popcon? Det er ikke tilladt at sove rundt om på J-Popcons område af hensyn til brandregler og alles (især de sovendes) sikkerhed. Gophere, vagter og arrangører er alle instruerede i at vække sovende gæster, og i særligt grelle tilfælde kan vi blive tvunget til at bortvise gæster.

Hvor kan jeg finde et sted at overnatte? København er en stor by, og DGI Byen ligger inde i midten af København. Der er mange hoteller, hostels og vandrehjem tæt ved DGI Byen, ellers er der altid vores egen sovesal.

Hvor finder jeg noget at spise og drikke? Vi har et samarbejde med en række asiatiske restauranter, som stiller madboder op på connen, så man kan nyde japansk og anden asiatisk mad uden at skulle forlade conområdet. Ellers findes der mange andre muligheder i nærområdet.

J-popcon 2025 about img

Cosplay

Hvad må jeg cosplaye som? Der er ingen begrænsninger for, hvem du må cosplaye som til J-Popcon, så længe du overholder J-Popcons øvrige regler og almindelig lovgivning. Hvis du er i tvivl, om et cosplay er tilladt eller lovligt, så skriv til cosplay@j-popcon.dk. Til J-Popcons cosplaykonkurrencer, gælder der særlige regler.

Må jeg medbringe våben? Du må gerne medbringe propvåben, men de skal følge vores våben- og propregler. Generelt skal du altid følge staffs anvisninger, og hvis du bliver bedt om at pakke et våben eller en prop væk, eller at du skal forbi Våbentjek, skal du gøre det. Det er ikke tilladt at slås eller på anden måde være forstyrrende i tætpakkede mængder. Det er til enhver tid dit eget ansvar, at du ikke skader andre, eller er til gene for andre gæster. Til J-Popcons cosplaykonkurrencer gælder der disse særlige regler.

Må jeg lave et act til J-Popcon? Du må gerne posere, udføre et act eller anden måde optræde eller fremvise dit kostume, så længe du ikke er til gene for andre deltagere eller blokerer færdselsveje. Anvisninger fra staff skal til enhver tid følges. Se spørgsmålet ovenfor for detaljer om våben og props. Se spørgsmålet herunder for deltagelse i J-Popcons cosplayshows.

Hvordan deltager jeg i J-Popcons cosplayshows? J-Popcon har to cosplayshows, og der gælder forskellige regler for dem, og det kræver, at man udfylder cosplaytilmeldingen og de anvisninger, den kræver, samt du skal følge de regler, som de enkelte shows har. Du kan læse meget mere om dem i reglerne for J-Popcons cosplayshows.

Kan jeg deltage i begge cosplayshows? Det er muligt at deltage i begge shows, men ikke med det samme act.

Jeg er under 16/under 18. Kan jeg få lov til at deltage i J-Popcons cosplayshows? Nej. Vi kan ikke dispensere fra reglerne om minimumsalder.

Jeg har et andet cosplay-relateret spørgsmål. Hvor kan jeg stille det? Du kan skrive til cosplay@j-popcon.dk eller sende os en besked på vores sociale medier, såsom Facebook eller Instagram.

J-popcon 2025 about img

Gophere, maids, butlere og andre hjælpere

Hvad er en gopher? J-Popcons gophere er frivillige medhjælpere, der arbejder under J-Popcon for at give os alle en rigtig god oplevelse. Uden gophere og deres kæmpe engagement ville det ikke være muligt at afholde J-Popcon. Gophere deltager til gengæld gratis i J-Popcon, og der bliver stillet sovefaciliteter til rådighed, så det er en nem og billig måde at deltage i J-Popcon på samtidig med, at det giver et indblik i, hvordan et stort arrangement som J-Popcon bliver afholdt.

Hvem kan blive gopher? Alle, der er 18 år eller ældre, kan deltage som gophere. J-Popcon indhenter børneattest for alle frivillige, så der skal gives skriftligt samtykke hertil.

Hvordan tilmelder jeg mig som gopher? Du tilmelder dig inde på vores staff-side, når tilmeldingen er åben. Læs mere om at blive gopher.

Hvad laver en maid/butler? Som maid eller butler er du en del af holdet bag J-Popcons Maid Café. Du vil have vagt enten som bordvagt, køkkenvagt, dørvagt eller serveringsvagt og være med i et lille, hyggeligt team. Maids & butlere har de samme fordele som gophere under J-Popcon. Læs mere om maids & butlere.

Hvordan tilmelder jeg mig som maid/butler? Du tilmelder dig inde på vores staff-side, når tilmeldingen er åben. Husk at læse om kravene for maids & butlere.

Skal jeg selv have maid eller butleruniform med? Vi stiller hele uniformer til rådighed til maids, men dog forventer vi, at butlerne selv medbringer deres egen uniform. Yderligere vil de få udleveret slips til lån.

Hvorfor skal jeg betale et depositum for at blive gopher/maid/butler? Depositummet er vores garanti for, at du dukker op til dine vagter. Hvis du opfylder dine forpligtelser som maid, butler eller gopher under J-Popcon, vil depositummet blive refunderet.

Hvordan fungerer overnatningen? J-Popcon har sat pladser af i sovesalen på Rysensteen Gymnasium til maids, butlere og gophere samt øvrigt staff. Sørg for at medbringe en varm sovepose og et godt liggeunderlag.

Må jeg beholde min gopher-T-shirt? Ja – T-shirten er din!

Hvorfor er gopher-T-shirten knaldorange? Både gopher- og arrangør-T-shirten har en meget klar og tydelig farve, der er nem at skelne i mængden. Det er for, at vi og alle deltagere nemt kan finde og genkende gophere og staffs, hvis det er nødvendigt. Det er også en stor fordel, hvis vi pludselig for brug for at samle staff og gophere eller endda evakuere DGI Byen.

Skal jeg tage noget med som gopher, maid eller butler? Udstyr og overnatningsgrej til en weekend, herunder en varm sovepose (se spørgsmålet om overnatning ovenfor). Derudover er der ingen krav, medmindre du har fået direkte besked om det. En lille lommelygte kan godt være en god idé, når der er mørkt i sovesalen.

Jeg har allerede købt en billet, men vil gerne være gopher/maid/butler. Hvad skal jeg gøre? Skriv til it@j-popcon.dk for at få refunderet billetten. Husk at skrive, at du gerne vil være gopher, butler eller maid i stedet.

J-popcon 2025 about img

Andet

Jeg har sendt en e-mail til jer, men ikke fået noget svar. Hvorfor er I altid så langsomme? J-Popcon bliver arrangeret af frivillige mennesker i deres fritid. Mennesker, der også har arbejde, familie og studier, som skal passes. Vi modtager mange mails hver eneste dag, året rundt. Derfor går der nogle gange lang tid, inden vi kommer helt i bund. Hvis du ikke har fået svar efter flere uger (eller hvis der er en tidsfrist), så prøv at skrive igen, send din forespørgsel til info@j-popcon.dk eller skriv til os på Facebook. Nogle gange går der lang tid, fordi vi simpelthen ikke kan give et svar på spørgsmålet endnu.

Hvorfor er [X] ikke åbnet endnu? Tilmeldinger og andre services, der skal åbne op før J-Popcon, bliver åbnet lige så snart, vi har mulighed for det. Ofte skal der ligger regler og andet forberedende materiale på plads, inden vi kan åbne. Ofte er vi nødt til at vente på at eksterne samarbejdspartnere får alting på plads, eller at aftaler er i hus, inden vi kan åbne en tilmelding. Indimellem er vi nødt til at lave om i tilmeldingsprocedurerne for at indarbejde ændringer i regler eller konkurrenceformater. Vi synes ikke, det er sjovt at skulle holde jer hen, og vi arbejder på højtryk for at få tingene klar, så hurtigt som det er menneskeligt muligt!

Hvem er BatteryBoy og WingGirl? BatteryBoy og WinGgirl er J-Popcons to maskotter, som har fulgt os igennem alle årene. De har igennem årene været tegnet af mange forskellige kunstnere og i mange forskellige versioner. Du kan finde dem på J-Popcons hjemmeside og i meget af vores trykte materiale.

J-popcon 2025 about img