Last updated: Mon Sep 09 2024

J-Popcons Cosplayshow

J-popcon 2025 about img

Søndagsshowet

J-Popcons cosplayshow, også kaldet Søndagsshowet, er vores mere traditionelle show, som det tog sig ud, før J-Popcon blev kvalifikationsevent til de internationale konkurrencer. Her er der plads til originale, sjove og alternative indslag, aldersgrænsen er lavere end for Danish Cosplay Championship, og valget af kostumer og rekvisitter er mere frit.

Cosplayshowet er vendt tilbage til sine rødder og er således det mere eksperimenterende, outrerede og hyggelige show af de to konkurrencer, hvor der er mindre pres på de enkelte deltagere. Det vil primært henvende sig til cosplayere, der ønsker en mere ”nede på jorden” konkurrence uden stresset fra kvalifikationsrunderne. Der er fokus på underholdning og plads til at lege med nye idéer og tiltag. Det kommer også til at afspejle sig i konkurrencens kategorier.

Kategorierne er indrettet efter at kunne give en præmie til folk der leverer en indsats på forskellige områder ud over bedste kostume eller optræden. Vi giver endda dommerne mulighed for at tildele en helt særlig præmie, hvis de mener, der er et bestemt element, der falder uden for de fastsatte kategorier, men som stadig fortjener anerkendelse.

J-popcon 2025 about img

Kategorier for J-Popcons Cosplayshow:

Best Character Portrayal. Tildeles for den bedste gengivelse af den cosplayede karakter.

Best Performance. Tildeles for den bedste optræden. Bedømmelsen tager udelukkende udgangspunkt i optræden.

Best Laugh. Denne kategori ligger til last for publikums personlig holdninger om det act, der gav det bedste grin.

(Hvis der kommer flere tilmeldinger end de tidligere år, kan der komme flere præmier til)

J-popcon 2025 about img

Craftsmanshipkonkurrence

Der er tale om en almindelig craft-konkurrence; det vil sige, at man ikke skal tænke på nogen form for optræden eller andet. Man hopper ganske enkelt i sit favoritkostume, snakker med dommerne og viser sig frem på scenen! Foruden vores craft-priser kan man til vores craftsmanshipkonkurrence vinde kvalifikationerne International Cosplay League og Tournament of Champions, der begge er craft-baserede konkurrencer i hhv. Spanien og Østrig.

Der vil være op til fire forskellige mulige kategorier, hvor antallet bestemmes ud fra antallet af deltagere:
Bedste håndværk. Det, der vil blive bedømt ved denne kategori, er det overordnede håndværk af kostumet som helhed. Teknikker, der er blevet brugt, hvordan de er blevet udført, og hvordan kostumet sidder på en. Kort sagt, det bedste kostume. Ved denne kategori vil fuldt hjemmelavede kostumer blive prioriteret frem for købte.

Bedste look-a-like. Selvom man måske ikke har det bedste håndværk, så kan man godt ligne den karakter, man cosplayer, så meget, at det næsten er skræmmende. Det kan være ved hjælp af make-up, eller hvordan man fører sig frem på scenen.

Bedste rekvisit. Ved en del cosplays er en rekvisit lige den sidste prik over i'et til at gøre helhedsindtrykket perfekt. Og derfor vil der også blive givet en præmie til den bedste rekvisit.

Judges' Choice. Nogle gange er der et kostume eller person, der bare har noget helt specielt, men som måske ikke helt passer ind i nogle af de andre kategorier. Der kan være afprøvet nye alternative teknikker, der kan være en helt speciel karisma eller andet, der gør, at dommerne har lyst til at give denne person en præmie, men ikke kan gøre det inden for rammerne af de andre kategorier. Denne kategori kan ses lidt som en ”joker”-kategori, hvor dommerne selv afgør, på hvilket grundlag de vil give den.

J-popcon 2025 about img
J-popcon 2025 about img
J-popcon 2025 about img