I 2013 besluttede vi at opdele det traditionsrige cosplayshow i to; et show for de internationale kvalifikationsrunder og et for de der stadig vil have et mere afslappet show. Vi er overbevist om at dette er den bedste løsning for alle, da det giver mulighed for at flere kan deltage og at man selv kan vælge hvilken type show man gerne vil stille op i.
Danish Cosplay Championship (DCC) er din chance for at kvalificere dig til de store internationale shows, som fortsætter hvor normale konkurrencer stopper. Du får mulighed for at fremføre dit cosplay på en international scene, møde og dele din passion for cosplay med folk fra andre lande og blive inspireret til dit næste store cosplay projekt.
Til DCC udtages de danske repræsentanter til tre af verdens største internationale cosplaykonkurrencer: World Cosplay Summit i Nagoya, Japan, European Cosplay Gathering til Japan Expo i Paris, Frankrig og Nordic Cosplay Championship til Närcon i Linköbing, Sverige.
Reglerne til DCC er lidt mere strikse end til det traditionelle J-Popcon Cosplayshow. Det er ikke for at begrænse jer i at lave præcis det projekt I har i tankerne, men er til for at alle deltager under samme vilkår og har samme muligheder for at vise deres bedste indsats.
Fair konkurrence er meget vigtigt for os. Derfor har vi til J-Popcon tradition for at invitere internationalt anerkendte cosplayere fra både nær og fjern. Ved at dommerpanelet består af internationale profiler med masser af erfaring, kan vi sikre os at vinderne vil klare sig godt på den internationale scene. Samtidig undgår vi favoritisering af bestemte grupper så meget som muligt, da ingen af deltagerne kender dommerne personligt.
Danish Cosplay Championship løber af stablen lørdag d. 18. februar under J-Popcon 2023.