VOID festival i Cinemateket

22. Januar 2016

Hvad er VOID festival?

 

VOID festival er en film festival som hylder alle slags animationsfilm lavet til voksne. Festivalen afholdes i Cinemateket d. 27.-31. januar. Festivalen har fokus på mangfoldigheden af historier og udtryk i moderne, animerede biograf-film, og der fremvises animationsfilm fra forskellige lande og genrer under festivalen.

 

Japanske film med i programmet

Festivalen har også inkluderet de 3 japanske animationsfilm i deres program, ”Miss Hokusai” (Sarusuberi: Miss Hokusai) der er instrueret af Keiichi Hara, ”The Case of Hana and Alice” (Hana to Arisu satsujin jiken) der er instrueret af Shunji Iwai, og en restaureret version af ”Belladonna of Sadness” (Kanashimi no Beradona) der er instrueret af Eiichi Yamamoto.  ”Miss Hokusai” og ”The Case of Hana and Alice” er begge nyere animationsfilm fra 2015, mens ”Belladonna of Sadness” oprindeligt er fra 1973, men vises i en restaureret version. Om filmene skriver Dansk Filminstitut:

 

 

Miss Hokusai

Japanske Keiichi Hara ('Colorful') står bag den underspillet sprudlende 'Miss Hokusai', der vandt juryens pris i Annecy. Historien om den standhaftige O-Ei, der lever som maler i skyggen af sin berømte far, er både detaljerig og nuanceret i sine karakterer og sin fortælling. Det er en film med en følsomhed, der skiller den ud fra mængden af japansk anime. En billedskøn fortælling, der veksler mellem afmålt realisme og magiske indslag. ARR: Filmen introduceres af Gunhild Borggreen, lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet, der vil give en kort indførsel i Hokusais arbejde og samtid.”

Læs mere om Miss Hokusai her 

 

 

The Case of Hana and Alice

”Det er ikke let for Alice at flytte til en ny by. Hendes mor er akavet, naboen er mærkelig og hendes nye klasse er tilsyneladende hjemsøgt. Da Alice møder Hana bliver det imidlertid startskuddet på en velskrevet og morsom detektivhistorie. Veteranen Iwai tager her livtag med sin første animationsfilm, og 'The Case of Hana & Alice' er ikke bare vellykket - den er et bevis på at animation kan være mindst lige så rørende menneskeligt og følelsesmæssigt detaljeret som realfilm.”

Læs mere om The Case of Hana and Alice her

 

 

Belladonna of Sadness

”En vaskeægte kultklassiker og et af de helt store, glemte mesterværker inden for japansk animation. En ung og uskyldig bondepige bliver forulempet af den lokale baron. Som hævn indgår hun en pagt med Djævlen selv og forvandles til en fantasmagorisk og kåbeklædt femme fatale, der oser af sex og forførisk begær. Et psykedelisk lysshow, hvor sensuelle og håndmalede akvareller byder på grafisk vold og dampende erotik. Japansk syrerock-opera møder Gustav Klimt på stoffer. Hvis LSD var en film, så var det denne her. Filmen er blevet omhyggeligt restaureret i en spritny og funklende flot digital kopi - og det er selvfølgelig den vi viser.”

Læs mere om Belladonna of Sadness her

 

 

Festivalen får desuden besøg af den kendte instruktør Bill Plympton. Mere om festivalen, deres program og billetinfo fås på festivalens hjemmeside, eller på dens facebook side.