FAQ

Hvad er Artist Alley, og hvordan får jeg et bord i Artist Alley?

Artist Alley er J-Popcons kunstner- og håndværksområde, hvor kunstnere kan sælge deres tegninger, kunst og håndværk, samt møde og netværke med ligesindede.

Du kan ansøge om et bord i Artist Alley ved at udfylde en ansøgningsform (https://j-popcon.dk/artistalley/signup), der vurderes af Artist Alley arrangørerne.

Hvordan fordeles bordene i Artist Alley?

Bordene fordeles efter først til mølle af de kvalificerede ansøgere. Til din ansøgning er det derfor vigtigt, at du vedhæfter et link med billeder af dine tegninger eller dit håndværk, så vi kan se kvaliteten af de ting du laver, og om det er relevant ift. anime/manga eller japansk kultur.

1 bord måler 180 x 75 cm (70 cm højt), og der er plads til 2 personer pr. bord.

Koster det noget at have et bord i Artist Alley?

Det koster 150 kr. for et halvt bord og 300 kr. for et helt bord. Tilmelder I jer to personer sammen, skal I hver betale 150 kr. Som sædvanligt skal du også tilmelde dig og betale for en fuld J-Popcon-billet (altså for hele weekenden), uanset hvilke dage du deltager.

Husk, at du skal sørge for a tknytte din weekendbillet til din j-popcon.dk-brugerprofil, hvor dit fulde navn, alder, telefonnummer og lign. er angivet. Således kan vi nemlig se alle de oplysninger på dig, som vi behøver.

Betaling af bordet kommer til at foregå via en knap på hjemmesiden under Min Side efter godkendt ansøgning.

Hvis du er blevet godkendt som artist til Artist Alley, modtager du en godkendelsesmail, heri står blandt andet nøjagtige instrukser til, hvordan og hvorledes du betaler for bordet.

Hvornår har I åbent i Artist Alley?

Artist Alley har åbent for publikum:

  • Fredag 16:00 til 22:00 (tidlig adgang for deltagere kl. 14:00)
  • Lørdag fra kl.10:00-22:00
  • Søndag fra kl.10:00 til 16:00

Som kunstner i Artist Alley har du mulighed for at få adgang tidligere om fredagen, så du kan stille dine ting frem på dit tildelte bord inden den officielle åbning.

Kunstnere kan få adgang til Artist Alley-området om fredagen fra kl. 14:00, men det kan kun lade sig gøre, hvis man har fået sin tilmelding bekræftet via VIP check-in skranken ved indgangen til J-Popcon.

Må jeg tage imod bestillinger/commissions?

Ja, det må du gerne. Det skal udelukkende håndteres imellem kunstneren og den besøgende.

Hvad skal jeg have med som kunstner i Artist Alley?

Udover dine kunstværker, så kræver vi, at du tager et stykke stof, dug eller lagen med til at dække dit bord. Dette er både for at gøre Artist Alley flottere og mere indbydende og til at skjule de ting, man med fordel kan placere under bordet.

Vi anbefaler også, at man selv tager prisskilte, byttepenge og visitkort med.

Må jeg sælge Fan-Art?

Som udgangspunk tillader vi Fan-Art i Artist Alley, men kun så længe kunstneren selv bidrager med noget unikt; ens egens streg, kendte figurer i nyt univers, sammenblanding af forskellige serier mm. 

Således skal man tydeligt kunne se, at det drejer sig om Fan-Art og nemt skelne ift. originale tegninger/plakater fra film/serier, der kan være beskyttet af copyright. 

Deciderede aftegninger/traces er derfor ikke tilladt.

Hvor kan jeg have mine ting om natten?

Som kunstner i Artist Alley kan du få lov til at opbevare dine ting på dit bord (eller under det), når området lukker for natten, da døren vil blive aflåst.
Dog er det en rigtig god ide IKKE at have store kontantbeløb eller dyr computer liggende bag sin bod.
Vi har ikke mulighed for at holde øje med, at det er den ”rigtige” kunstner, der går bag ved et givent bord, når alle er ved at gøre klar til at åbne området; eller hvis du kommer dumpende lidt senere.
Det er således også på eget ansvar, hvordan du efterlader dine ting om natten.

Må min veninde/min mor sidde og holde mig ved selskab ved mit bord?

Ja, så længe de har betalt for en billet til J-Popcon, så må der gerne sidde andre og passe dit bord. Dog vil vi meget gerne have deres navne på forhånd og senest 1 måned før, at J-Popcon afholdes, altså d. 15. september 2021. Så skriv det i kommentarfeltet til tilmeldingen. Der er som udgangspunkt kun 1 stol pr. tilmeldt person, og højst 2 stole pr. bord. Hvis vi modtager information om, at du ønsker at medbringe en hjælper senere end 1 måned før J-Popcon, så forbeholder vi os retten til at afvise, at du kan få hjælper med, både af hensyn til bestilling af stole og badges, der skal laves.

Må jeg medbringe en skillevæg til at stå bagved min stand til at hænge værker på?

Ja, det må du gerne, så længe det ikke spærrer for gennemgang, eller fylder hen på de andre bordes område.

Hvis man får/vælger en bordplads op mod en væg, må man så hænge ting op på væggen bag ved en for at vise alle de prints, man sælger?

Ja, det må du gerne, så længe det foregår med noget, der ikke efterlader mærker på væggen.
Dvs. brug elefantsnot eller små stykker almindelig tape til at hænge dine prints eller tegninger op med. Søm, tegnestifter, dobbeltklæbende tape og gaffatape er forbudt.

Er der adgang til strøm ved mit bord?

Som udgangspunkt, ja. Artist Alley bestræber sig nemlig på at sørge for et (220V) strømstik bagved eller i nærheden af hvert bord.

Må jeg forlade mit bord for at gå til en event/konkurrence/foredrag under J-Popcon?

Ja, som udgangspunkt må du gerne forlade dit bord for at opleve enkelte events, men vi anbefaler, at du underretter en Artist Alley repræsentant og fortæller, hvornår du regner med at være tilbage. 

Det anbefales ikke at sidde ved sit bord kun to eller tre timer hver dag, da vi så forbeholder os retten til at rydde dit bord og tildele pladsen til en anden. 

Kan J-Popcon veksle penge for mig?

Nej J-Popcon kan ikke veksle penge for dig eller stille dankortterminal til rådighed. Derfor opfordrer vi til, at man selv tage byttepenge med. Ligeledes er det en god ide at installere MobilePay konto på sin mobiltelefon, da mange af de danske besøgende har oprettet MobilePay. 

Jeg har ikke et bord i Artist Alley. Må jeg sætte mig ned et sted og vise mine tegninger frem?

Du må ikke begynde at sætte dine tegninger op på vægge eller sprede dem ud på borde og gulve, men du er selvfølgelig velkommen til at vise dine værker frem til interesserede deltagere. Spørg den ansvarlige i Artist Alley området for at få lov til det.

Er der konkurrencer og præmier til kunsterne i Artist Alley?

Ja, der er præmier til den bedste tegnende/malende kunstner, det bedste håndarbejde/craft, og til det bedste/mest kreativt dekorerede bord.

Må jeg have et bord i Artist Alley, selvom jeg er under 18?

Nej, desværre kan vi ikke godkende dig som kunstner i Artist Alley, selvom vi er sikker på, at du er nok så dygtig. Det er mange timer, man skal sidde alene, og man skal også håndtere penge, så derfor er vi nødsaget til at have som regel om, at man skal være over 18 år. Som undtagelse kan du få lov til at sidde i Artist Alley, hvis du er mellem 16-18 år, men sidder sammen med venner, der er over 18 og har skriftlig tilladelse fra dine forældre.

Må jeg sælge tegninger indeholdende nøgenhed, erotik, ekstrem vold og andre temaer ikke velegnet for børn? (Såkaldt 18+/NSFW)

Ja, hvis du er en kunstner, der beskæftiger sig med sådanne temaer, så må du gerne tage dine tegninger med og sælge. Dog er det VIGTIGT, at det ikke ligger fremme, så alle og enhver kan se det. I stedet skal det ligge i en ikke-gennemsigtigt mappe eller kasse med mærkaten 18+, og tegneren har selv ansvaret for, at børn ikke kigger i dette.

Jeg har et handicap, særlige behov, bestemte ønsker om indretning af min stand eller ønsker et familiemedlem tilknyttet min stand som medhjælper.

Hvis du har specielle ønsker eller information, vi skal vide, så er feltet “Yderligere kommentarer” beregnet til dette.
Det kan f.eks. være et handicap/lidelse, som er berettiget grund til at sidde tæt ved indgangen, at du vil medbringe et tøjstastiv/eget bord, have en medhjælpers navn også tilknyttet din stand, eller en særlig ting, du ønsker at fortælle os. Husk at vi ikke er tankelæsere, så vi kan ikke opfylde dine særlige ønsker eller behov, hvis du ikke fortæller os om dem på forhånd.

Kan jeg selv vælge mit bord? Er det først til mølle på selve dagen, eller fordeler J-Popcon bordene på forhånd?

Ja, det vil være muligt selv at vælge sin plads efter først-til-mølle princippet. Mere om dette vil blive meldt ud senere.

Jeg kan se, at man skal have købt og betalt for sin J-Popcon billet, før man kan ansøge om at få plads I Artist Alley. Hvad nu hvis jeg får afslag og ikke har lyst til at komme til festivalen i april, kan jeg så få mine penge tilbage?

Ja, selvfølgelig kan du det. Kontakt os på artistalley@j-popcon.dk, og så annullerer vi din billet og giver dig dine penge tilbage.

Hvis du har yderligere spørgsmål, skal du sende en mail til artistalley@j-popcon.dk.