DR-Spil Dommer: Alex

20. September 2015

Interview af DR-Spil dommer: Alex


Hvordan stødte du første gang på cosplay? 

Første gang jeg stødte på cosplay, var jeg som mange andre uvidende meget skeptisk. Det var i 2005, og jeg var ikke synderligt gammel, og så bare et billede af en stor mand i et kvinde kostume med et kort skørt, og tænkte bare ’nå, så det her er cosplay’. Det var ikke før to år efter, at jeg blev introduceret til det af folk på min egen alder, at jeg lagde fordommene ned. Jeg fandt ud af at det var meget mere end bare at hoppe i et kostume. 

 

 

(Foto af Midgard Photography)

 

Hvad gør cosplay til en unik hobby for dig?

Cosplay er unikt for mig fordi det er lidt hvad man gør det til. Man kan ikke rigtig sætte en alder på cosplay, da hver enkelt person kan tolke hobbien præcis som man vil. For mig er det den kreative del hvor man laver kostumet og optræder, som fik mig til at begynde. Cosplay er ikke kun at sy et kostume eller tage en paryk på – i hvert fald ikke for mig. Jeg har fået kendskab til mange forskellige materialer og metoder – ikke kun syning, hvilket ind imellem også kommer til nytte i det daglige liv. Men mindst lige så vigtigt er det at nævne det sociale ved det. Igennem cosplay har jeg mødt de mest fantastiske mennesker, og jeg har haft mulighed for at rejse rundt og få internationale venner. Så det der gør det helt unikt for mig, er kombinationen af det hele; det kreative og det sociale.

 

 

(Foto af Midgard Photography)

 

Hvad har været den bedste oplevelse du har haft med cosplay?

Den bedste oplevelse har nok været min deltagelse i World Cosplay Summit 2014. Det at mødes med andre cosplayere fra hele verden, som alle sammen deler interessen med samme indgangsvinkel som en selv, var helt fantastisk. 

 

Hvilke råd har du til nye cosplayere?

Cosplay er mange ting – for nogle er det at klæde sig ud og hygge sig med venner som også er klædt ud. Der er det bare simpel ren og skær råhygge i et miljø man kan føle sig tryg i. Men det kan også være en mere kreativ hobby – selv at lave sine ting og måske optræde. Cosplay er en hobby som skal være sjov. Du bestemmer selv hvad gør det til en sjov hobby for dig. Hvis du vil bruge mange timer og penge på et kostume, så er det helt op til dig – lige så meget som hvis du hellere vil købe et færdiglavet. Lad ikke nogen fortælle dig at du går for lidt op i cosplay, at du går for meget op i det. Du bestemmer hvordan din hobby er, og der er med sikkerhed andre som deler din opfattelse af det. Det skaber en god byggegrund for solide venskaber.

 

 

(Foto af Kelevar Cosplay)