Event: Tai Chi Qigong-morgentræning

8. December 2022

Vi ved, at I går spændt og venter på vores eventprogram, som vi går og lægger sidste hånd på – og vi kan næsten heller ikke vente med at dele det med jer! Derfor kan vi godt lige dele endnu et event med jer, mens vi går og venter på, at det sidste falder på plads. 

Til J-Popcon 2023 vil I kunne opleve Tai Chi Qigong, når Wudang Tai Chi Chuan & Qigong - Greve åbner connen op med morgentræning både lørdag og søndag.

Tai Chi Qigong er ældgamle kinesiske helseøvelser og bruges traditionelt i forbindelse med kinesisk kampkunst til at give udøverne et godt og solidt fundament, men de bruges i særdeleshed også i den offentlige medicinske praksis i Kina. De langsomme, rolige bevægelsesmønstre kombineret med en lang dyb vejrtrækning giver en større mængde ilt til kroppens celler, og øvelserne styrker muskler, sener, knogler, nerver og forbedrer blodcirkulationen. Denne træningsform har vist sig at have en god effekt på næsten alle skavanker, og på grund af øvelsernes karakter vil resultatet være en øget råstyrke og sikkerhed i kroppen og et større mentalt overskud og selvværd i hverdagen, på arbejdet og i skolen.

Så er I klar på at komme godt i gang med Wudang Tai Chi Chuan & Qigong - Greve til J-Popcon? Og glæder I jer til at se, hvad vi har forberedt til jer af events og oplevelser i løbet af hele weekenden?