International Anime Music Festival kommer til Danmark

13. December 2022

Vi elsker gode nyheder, når det kommer til japansk popkultur i Danmark, og vi er derfor ellevilde med at kunne annoncere dette! Den 14. maj 2023 kan I nemlig for første gang opleve nogle af anime-poppens største stjerner, når #kzn, HIMEHINA, MaRiNaSu, GUMI og LiLYPSe optræder som avatarer i K.B. Hallen med toptunet lys- og sceneshow til International Anime Music Festival! Det bliver altså en sand popfest af animekaliber. 

De seneste år er anime-poppen – kendt for sine catchy numre og elskede og kulørte virtuelle stjerner – eksploderet globalt. Genrens største navne har millionvis af følgere over hele verden og har generet over en milliard visninger via virale hits på sociale medier som YouTube og TikTok.

Den 14. maj kan I så for første gang opleve fænomenet live herhjemme, når The International Anime Music Festival kommer til Danmark – og der er lagt i ovnen til en unik og overdådig interaktiv live-oplevelse. Det er første gang, at dette hypermoderne koncertformat kan opleves herhjemme, så I kan virkelig forvente en helt unik oplevelse. 

Billetsalget skydes officielt i gang på fredag den 16. december kl. 10:00 via billetlugen.dk, men vi er glade for at kunne annoncere, at der i morgen den 15. december åbnes for et presale – og vi har fået linket.  Så hold øje med vores sociale medier i morgen, når vi kl. 10:00 deler dette link, så I allerede fra i morgen kan få sikret jer billetter til koncerten. 

Billetpriserne ligger på 350-1050 kr. + gebyr. International Anime Music Festival finder sted søndag den 14. maj 2023, hvor dørene åbner kl. 18.

I kan finde selve koncertens Facebook-begivenhed her.

Glæder I jer? Skal I med og opleve sand Vocaloid-ekstase? Hvis I har brug for yderligere overtalelse, kan I læse mere om de fem kunstnere herunder.

#kzn: Kizuna AI er en af verdens mest populære VTubers (Virtual YouTuber) med mere end 4,5 millioner subscribers, og #kzn er en AI (kunstig intelligens), som selv kan synge, skabt ud fra hendes stemme. The International Anime Music Festival er hendes første worldwide tour.

HIMEHINA: Virtuel duo, der består af energiske og high-pitch-syngende Hime Tanaka og hendes modsætning Hina Suzuki, kendt for sin bløde stemme og ’spacey’ personlighed. HIMEHINA er de første VTubere, der samtidig har ligget nummer 1 og 2 i Asien på den populære musik-app HighReso, og deres koncerter er ultrapopulære og bliver udsolgt lynhurtigt.

GUMI: En af de mest elskede vocaloids (en stemme-synthesizer-applikation), der siden 2009 har udgivet ti album med flere 100 millioner af views til følge, men som først nu er begyndt at optræde uden for Asien. Har for nylig udgivet softwaren "A.I. Voice", hvor fans kan lave sange med hendes stemme.

MaRiNaSu: Ny virtuel girl group – bestående af de tre energibundter Rin, Naho og Subaru – hvis højenergiske koncerter byder på seje dansekoreografier, blærede vokalharmonier og vilde kostumeskift undervejs i showet. The International Anime Music Festival er deres international debut.

LiLYPSE: Mystisk popduo bestående af de to tvillingesøstre Mikado og Oboro Akatsuki, der tager publikum med ind i et syret og dobbeltsidet drømmeunivers i deres koncerter – Mikado kan oversættes til ’sol’, mens Oboro betyder ’diset’ og knytter sig til månen.