Betty Zoo Tattoo slutter sig til Community Corner

21. November 2022

Så er det blevet tid til at annoncere endnu en af vores deltagere til vores Community Corner til J-Popcon 2023: Betty Zoo Tattoo!

Betty Zoo er en tattoo- og plakatbutik, der ligger på Møntergade i indre København. Til dagligt er de fem kvindelige tatovører, der driver butikken med henblik på en hyggelig atmosfære og safe space-mentalitet. Butikken er indrettet i rolige farver med planter, malerier og hjemlige møbler, og deres klientel er primært kvinder, unge mænd, folk med særlige behov og alle på LGBT+-spektrummet – og så laver de selvfølgelig også "nørdede" tatoveringer! 

Til J-Popcon kan du møde to af deres tatovører, Tascha og Isabella. Begge deres stilarter er meget inspirerede af popkultur, internetkultur, manga og anime, tegneserier og japansk kultur generelt. De beskriver deres streg således:

Taschas streg er meget klassisk, og hun har et godt øje for detaljer. Hendes egne designs har tydelig inspiration fra gammel japansk kunst såsom koifisk, masker og vifter. Hun brillerer også inden for "neotraditionel tattoo", som er den mest populære stil i dag.

Isabellas streg er mere hjemmelavet/hyggelig (hvis man altså kan kalde den det). Hun laver for det meste designs baseret på popkultur, anime og memes. Dette indebærer blackwork, linework og en undergrundsbaseret stil, der hedder "ignorant tattoos". Derudover har hun en serie af ande-tattoos og ande-prints, som folk er helt vilde med.

I Community Corner har du mulighed for at få en snak både om tattoo-miljøet og popkulturrelaterede tattoos og alt det imellem, købe et udvalg af prints og kort og se deres designs, både "flash designs" og tatoveringer, de allerede har lavet. Du vil også have mulighed for direkte at booke en tid til et af deres flash designs eller få en konsultation til et design, I gerne vil have udarbejdet af dem, som bookes derefter. Dette er dog kun ved fremvisning af gyldigt billed-ID, der viser, at du er over 18 – dette er altså et aldersbegrænset tilbud, og det vil ikke være muligt for folk under 18 at booke en sådan tid. 😊

Vi elsker at byde nye medlemmer velkomne til vores miljø, så vi glæder os til at se, hvad Betty Zoo har at vise! I kan læse mere om dem inde på deres hjemmeside og på deres Instagram.