Anime-tema til Buster Filmfestival 2022

4. Oktober 2022

Vi elsker, når de danske biografer sender japanske film, om det så er live action eller anime. Der er bare ikke noget som at se det på det hvide lærred! Derfor er vi også ekstra begejstrede over at kunne fortælle, at BUSTER Filmfestival i år kommer til at have et helt særligt anime-tema!

BUSTER er Nordens største filmfestival for børn og unge, og når den endnu engang finder sted hen over de næste to uger – fra den 26. september til 9. oktober – gør de en særlig indsats for at få det japanske med. I kan opleve live dubbing af den klassiske Studio Ghibli-film Chihiro og Heksene, se One Piece-filmen Stampede eller Takayuki Hiraos Pompo: The Cinéphile.

Vi er dog især begejstrede over, at de har danmarkspremiere på Mamoru Hosodas (Wolf Children, Mirai) nye film Belle – en film, der undersøger internettet og de digitale virkeligheders eventyrlige kræfter i et hybrid mellem den klassiske fortælling om Skønheden og Udyret og en coming-of-age historie om 17-årige Suzu, som er klodset og genert 'in real life', men online er personaen 'Belle', en af den virtuelle virkelighed "U"'s mest populære superstjerner. Men det bliver hurtigt både meget dramatisk og farligt i den virtuelle verden.

I kan finde hele det fantastiske program her.