Tak for i år og dato for 2020

20. Maj 2019

Frivillige

 

J-Popcon 2019 er officielt ovre, og arrangørgruppen og alle de øvrige frivillige er i fuld gang med at indhente al den manglende søvn og slappe lidt af, så i mellemtiden vil vi gerne dele lidt information om årets J-Popcon med jer, såvel som lidt nyheder om næste år.

Først og fremmest vil vi gerne sige tusind tak til alle, som valgte at tage med os på eventyr gennem moderne Tokyo. J-Popcon er arrangeret af fans for fans, og hvis I ikke syntes, det var fedt at komme, ville vi ikke have lyst til at bruge al vores fritid og lidt til på at arrangere Danmarks største con hvert år.

I år havde vi over 2900 gæster gennem dørene henover weekenden, så vi føler os trygge til at sige, at antallet af fans af japansk populærkultur i Danmark fortsat er i kraftig vækst.

Connen blev arrangeret af 44 arrangører, 49 trustees, 79 gophere og 26 maids og butlere, som tilsammen lagde over 4000 arbejdstimer i at få alt til at køre, som det skulle under connen, og sørger for, at alle problemer blev løst.

Vi kan altid bruge flere hænder, så skriv en ansøgning på https://staff.j-popcon.dk/da/start, hvis du også har lyst til at bruge alt for meget af din fritid på at være med til at gøre J-Popcon endnu bedre for alle de andre congængere i Danmark!

Nu til næste år: Vi er stolte af allerede nu at kunne sige, at J-Popcon 2020 vil blive afholdt i Kristi Himmelfartsferien, hvilket helt præcist er fredag d. 22/5 til søndag d. 24/5 2020.
Som det blev afsløret af vores formand under afslutningsceremonien, så kommer næste års tema til at være: J-Popcon! 2020 er nemlig vores 20 års jubilæum, siden vi første gang afholdte J-Popcon tilbage i Valby, så hvad ville være bedre end at fejre netop det, der igennem 20 år har været samlingspunkt for os alle? ^_^

Til sidst vil vi bare endnu engang have lov til på hele arrangørgruppens vegne at sige tak for en fantastisk weekend. I er grunden til, at vi knokler så hårdt hvert år for at gøre J-Popcon bedre end året før, og på trods af akut søvnmangel er vi altid utrolig fyldt med energi efter en weekend sammen med jer i DGI-byen.

Vi ses d. 22. maj 2020!
Bestyrelsen, J-Popkai

Billede af Brian Rocatis