Maskotinterview med cosplayere

15. Januar 2019

Maskotinterview med KeiKai Cosplay og Peanut Photography&Cosplay

Maskot interview - photo 1 Addam Ziggy Spiegelhauer, J-Popcon 2018


Hvad laver du til dagligt?

Christine: Til dagligt jonglerer jeg med to jobs og en uddannelse på siden. Jeg studerer Tekstildesign, -håndværk og formidling på KP. Her uddanner jeg mig inden for det tekstilfaglige håndværk med fokus på beklædning, design, tekstiltryk og broderi.
Sam: Jeg har ikke lige så mange bolde i luften som Christine. Jeg læser til SOSU-assistent og har et job i hjemmeplejen ved siden af.

Hvor længe har du cosplayet?
Vi har begge været aktive i cosplaymiljøet siden 2010. Vi har alle år fast besøgt J-Popcon og et par andre danske cons hvert år. Vi har endnu ikke været med til konkurrencer sammen (vi har dog planlagt et par), men Christine har stillet op til J-Popcons Søndagsshow og Craftsmanship i 2016 og 2017.

Websites (links)
https://www.instagram.com/keikaichan/
https://www.facebook.com/keikaicosplay/

https://www.instagram.com/mrgaypeanut/

https://www.facebook.com/peanutphotocosplay/

(Vi bruger efterhånden mere Instagram end Facebook, men det afhænger af con-sæsonen, da vi i hverdagen som sagt har lidt småtravlt 😊)

Maskot 2019 interview - photo 2

Erika Donbæk Jarland, J-Popcon 2017


Hvad er cosplay for jer, og hvordan startede I med det?
Vores første con var J-Popcon 2010, men det var en con, vi oplevede hver for sig, da vi først lærte hinanden at kende i 2011 og derefter tog til cons sammen.
Cosplay er for os et kreativt frirum med sociale goder. Vi har lært mange af vores tætte venner at kende igennem cosplaymiljøet og har her udviklet et godt socialt netværk. Vi er begge meget kreative anlagte, og cosplay giver os god mulighed for at udforske nye teknikker og gå kreativt til værks.

Hvad motiverer jer til rollen som WingGirl/BatteryBoy?
Vi har i et par år nu beundret de forskellige designs, som maskotterne har haft, og har sammen snakket om, hvor hyggeligt det måtte være at cosplaye dem. Sidste år slog interessen oprigtigt igennem, da to fra J-Popcons eget team cosplayede WingGirl og BatteryBoy. Det så utroligt hyggeligt ud at cosplaye nogen så genkendelige og tæt på hjem som J-Popcons egne maskotter.

Hvad kan folk forvente, når de møder jer på connen som WingGirl/BatteryBoy?
Vi håber på at kunne være med til at skabe en god og hyggelig stemning på connen. WingGirl og BatteryBoy er to meget genkendelige og vigtige karakterer i forhold til J-Popcons image, og vi håber at kunne opretholde magien omkring dem.

Maskot 2019 interview - photo 3Zarsu.dk, J-Popcon 2017

 

Har I en yndlingsting fra årets design lavet af Kimikawa?
Christine: Jeg er klart fan af WingGirl’s farvepalette, og så elsker jeg de små vedhæng til telefonen – og Ita-tasken, der kan rumme flere!
Sam: Jeg kan godt lide farvekontrasten imellem WingGirl og BatteryBoy. Jeg er også stor fan af BatteryBoy’s mængde af neon og det lilla hår – det er to fede farver sammen!

Hvad glæder I jer mest til at opleve til J-Popcon? Er der noget specielt, I plejer at se frem til under connen?
Lørdagsshowet er en klar favorit! Det er spændende hvert år at se, hvad folk er kommet på af nye idéer og hvor meget arbejde og kærlighed, der bliver lagt i deres cosplays og acts.
Vi kan heller ikke undgå at nævne søndagens aktiviteter – J-Popcons eget hyggelige show, der altid er fyldt med spas og charme og derefter craftsmanship, der virkelig sætter prikken over i’et i forhold til håndværk!
Det er generelt bare en fantastisk oplevelse at ankomme fredag eftermiddag og omgås med en masse mennesker, der deler samme passion som én selv. Der findes intet bedre.