Under vores cosplayshows vil vores staff benytte sig af et strikesystem. Dette er ikke til for at straffe, men for at håndhæve vores egne regler. Det er derfor et system, som vi ikke regner med vil blive brugt, men som altså vil blive benyttet, hvis det er nødvendigt – forhåbentligt bliver det bare ikke det! Før enhver strike vil du som udgangspunkt få en advarsel i forbindelse med din opførsel, og at den kan lede til en strike. I visse tilfælde vil man dog få en direkte strike. Det er dog først ved tre strikes, at der opstår en konsekvens herved. Hvis man får tre strikes, vil dette være ensbetydende med karantæne til den næstkommende J-Popcon, og i slemme tilfælde kan det betyde, at man ikke længere vil kunne modtage de dommertildelte priser, men dog stadig få lov til at optræde. Det er dog vigtigt for os igen at understrege, at vi ikke regner med, at det når så vidt. Dette er lige så meget for at gøre cosplayerne opmærksomme på, at man skal følge visse regler og rammer samt vores staffs anvisninger, og at det ellers kan have konsekvenser, men generelt oplever vi jo netop, at de deltagende cosplayere følger både regler og anvisninger fra staff. Så det er ikke noget, du skal bekymre dig om – hvis du følger reglerne, vil du ikke mærke dette overhovedet. Er du den mindste i tvivl om noget af dette, er du mere end velkommen til at kontakte os. Vi vil meget hellere have, at du kommunikerer og spørger os først! Herunder finder du en liste med eksempler på forseelser, der vil lede til strikes
Hvis du kommer for sent til infobriefing, prejudging, sceneprøve eller showbriefing
Hvis dine props bryder scenereglerne
Hvis du som cosplayer bryder sceneregler
Hvis du ikke følger cosplay-staffs anvisninger i Green Room eller backstage ved scenen
Hvis du ikke er klar backstage under showet
OBS: Listen herover er eksempler, men det er også noget, som vores staff vil bedømme på en case by case-basis på dagen med udgangspunkt i vores almindelige cosplayshowregler.