Final Fantasy XIV Fan Festival i London - 2. del

5. November 2014

Hele holdet af udviklere var konstant veloplagte, og det skinnede tydeligt igennem at man var glad for at kunne præsentere nyhederne til de mange fans. Udviklerne var gode til at svare på alle publikums spørgsmål, og uanset om de var simple eller teknisk komplicerede, var det med til at gøre en ellers tør omgang 'spørgsmål og svar' til en sjov oplevelse. Også fordi udviklerne rent faktisk kunne tage stilling til nogle af dem med det samme.

 

Dagen igennen mødte man cosplayere udklædt som FINAL FANTASY karakterer, og mange af dem deltog også i festivalens afslappede cosplay-show, hvor dommerne bestod af selvsamme udviklerhold med Naoki Yoshida i spidsen. Så uanset det afslappede niveau, var salen fyldt helt op, og der blev klappet af og heppet på samtlige af cosplay-deltagerne.

Den suveræne vinder af cosplay-showet blev vundet af en ung kvinde i et yderst detaljeret Chocobo kostume. Bestemt ikke en nem opgave, og hun havde da også brugt 3 måneder på at sy kostumet. Solstrålehistorien var, at hun havde haft personlige problemer, og var blevet hjulpet på fode igen af de mange nye venner hun havde mødt i FINAL FANTASY XIV spillets online fællesskab. Samme positive indtryk af online fællesskabet, fik vi også fra det svenske FINAL FANTASY XIV community, der deltog under festivalen.

FINAL FANTASY XIV festivalen i London efterlader et solidt indtryk af et japansk spilselskab, der er villig til at rette deres fejl (den første udgave af FINAL FANTASY XIV var en skuffelse og opfølgeren A Realm Reborn er en succes), og som fortsætter med at lytte til spillerne og udbygger spillet i samarbejde med spillets online fællesskab.

 
Selvom FINAL FANTASY XIV ikke er på størrelse med World of Warcraft, er antallet af spillere trods alt stigende, og FINAL FANTASY XIV: Heavensward tyder på at være en markant udvidelse af både kvalitet og indhold.

Flyveturen tilbage til Danmark forløb heldigvis, ligesom FINAL FANTASY eventen, helt uden problemer. Tak for det.

 
- af Per Sørensen

 

Se hele FINAL FANTASY XIV FESTIVAL cosplay-showet hos GRTV: