BEMÆRK: Ændringer i Cosplayshowet om søndagen!

8. Oktober 2015

BEMÆRK: Ændringer i Cosplayshowet om søndagen!

For nogle år siden oprettede vi et ekstra cosplay show til om søndagen, hvor ambitionerne kunne være knapt så høje i forhold til DCC om lørdagen. Der har dog lige siden vi startede kun været begrænset med grupper tilmeldt, og det er på denne baggrund at vi har besluttet os at ændre søndagens show, i et håb om at give alle en bedre oplevelse.

Til DR Frit Spil for et par uger siden, afholdte vi en cosplay craft konkurrence, hvor vi blev fuldstændig overvældet over interessen for at deltage. Derfor har vi valgt at tilbyde en lignende konkurrence til J-Popcon, hvor der netop vil være fokus på det håndværksmæssige aspekt af cosplays.

 

Der er 2 scenarier for søndagens show/konkurrence:

Scenarie 1: Vores søndagsshow som vi plejer (med optrædener), efterfulgt af en Craftmanship konkurrence, hvor der kan være 30 deltagere. For at dette kan lade sig gøre, skal der dog senest d. 1. december 2015 være minimum 10 grupper/acts tilmeldt til søndagsshowet. Hvis vi ikke når 10 tilmeldinger, så går vi videre til scenarie 2. (OBS, tilmelding er ikke det samme som at man skal have lyd og drejebog færdigt. Man skal blot have meldt sig til med navne, serie og anden info.)

Scenarie 2: Vi udvider Craftmanship konkurrencen til at have 15 ekstra pladser, det vil sige 45 (med forbehold for at de der var tilmeldt til søndagsshowet har førsteret til disse pladser, hvis de ønsker). Dette er det eneste cosplayshow/konkurrence om søndagen.

 

Vi håber at vi på denne måde kan imødekomme flest mulige ønsker og give folk et mere spændende søndagsshow.