Kom til "Oppe på Valmuebakken" snigpremiere med J-Popcon

27. Februar 2013

Oppe på ValmuebakkenOpdateret 4. marts 2013: Interessen har været så stor, at der bliver en extra visning søndag d. 17. marts kl. 10, også i Grand Teatret. Køb billet. Reservér billet.

 

Oppe på Valmuebakken, den seneste spillefilm fra Studio Ghibli kommer nu til Danmark. Filmen får premiere den 21. marts 2013 i biografer over hele landet. Men nu kan du se den i Grand Teatret sammen med J-Popcon lidt før.

Året er 1963. I Japan er man i færd med at forberede sig de Olympiske lege, der er sat til Tokyo året efter, og som på godt og ondt markerer overgangen fra efterkrigsperioden til mere moderne tider. I havnebyen Yokohama møder vi teenagerne Shun og Umi. Han er redaktør af skoleavisen og vældig populær blandt skolens piger. Hun slider derhjemme, hvor hun bidrager til både hushold og madlavning. Men skæbnen er lunefuld, og uanset hvor forskellige Umi og Shun måtte synes, så mødes de alligevel, da et moderniseringsprojekt på skolen tænder gnisten til et regulært studenteroprør.

Lørdag d. 16. marts kl. 10, under J-Popcon 2013, holder Grand Teatret en speciel snigpremiere for J-Popcons deltagere. Billetprisen er kun kr. 50,- men du skal skynde dig at bestille en. Der er nemlig kun 260 pladser. Filmen er med danske undertekster og det originale japanske lydspor. Grand Teatret ligger i gå-afstand fra J-Popcon, på den anden side af Tivoli. Find vej til Grand Teatret.

Oppe på Valmuebakken (Kokuriko-zaka kara) er instrueret af Goro Miyazaki og skrevet af hans legendariske far, Hayao Miyazaki. Sammen fortæller de en charmerende og tragisk historie om to unge mennesker, der forsøger at finde deres rødder efter en barndom præget af krig og tab. Oppe på Valmuebakken er baseret på Tetsuro Sayama og Chizuru Takahashis gribende manga fra 1980, og tager et nostalgisk kig på en periode hvor bevarelse af Japans historie og traditioner måtte sættes til side, for at sikre fremskridtet for det nye Japan, der rejste sig.

Oppe på Valmuebakken (Goro Miyazaki)
Danske undertekster, japansk tale
Grand Teatret, lørdag d. 16. marts kl. 10:00
Spilletid: ca. 90 minutter
Billetpris: kr. 50,- / stk.

Køb billet

Reservér billet
NB: Reserverede billetter skal afhentes i Grand Teatret senest dagen før forestillingen, det vil sige fredag d. 15. marts.