Giv blod med Bloodborne

18. Marts 2015

Bloodborne lanceres med blodig event på ITU i København

PlayStation Danmark og GivBlod har indgået et bloddryppende samarbejde i forbindelse med lanceringen af Bloodborne til PS4, hvor mænd kan donere blod og modtage et spil som belønning. Den blodige event afholdes på mandag den 23. marts på IT-universitetet i København og alle er velkomne.

Der er stor mangel på mandlige bloddonorer, og derfor har organisationen GivBlod nu indgået et lidt alternativt samarbejde med PlayStation Danmark i anledning af lanceringen af Bloodborne. Samarbejdet skal være med til at få flere mænd til at melde sig som bloddonorer og støtte den gode sag.

Alle modige mænd der møder op på IT-universitetet på mandag og giver blod eller melder sig som bloddonorer får et spil (Bloodborne er i puljen!) og chancen for at vinde en unik Bloodborne-PS4.

- Giv dit blod på Instagram og vind en unik Bloodborne-PS4

De færreste ved, at der er mangel på mandlige bloddonorer. Arrangementet på ITU er en del af PlayStation Danmark og GivBlods fælles fokus på emnet, men for at inkludere resten af landet har PlayStation Danmark indledt en kampagne på Instagram, hvor brugerne skal dele et billede, hvor de fortolker budskabet om at give blod og redde liv.

 

Alle der uploader et billede og hashtagger #GivBlodforBloodborne og tagger @GivBlod er med i konkurrencen om en eksklusiv Bloodborne-PlayStation 4.

- Om arrangementet på ITU:

Dato: Mandag den 23. marts
Tidspunkt: 12.00-17.00
Sted: ITU i København, Rued Langgaards Vej 7, 2300 København S
Lokale: Atrium (indgangshallen)

Alle raske mænd mellem 17 og 66 år kan give blod, men man kan højst være 60 år for at tilmelde sig som ny bloddonor. Kvinder er også velkomne. Man behøver ikke melde sig til på forhånd.

- Om Bloodborne

Det nye bloddryppende PS4-spil Bloodborne er ikke for sarte sjæle. Spillet foregår i den forhistoriske by Yharnam, og i åbningsscenen får hovedpersonen foretaget en mystisk blodtransfusion, som skal kurere ham for nogle grufulde mareridt.

 

Bloodborne er produceret af den berømte japanske spilskaber Hidetaka Miyazaki og spilstudiet From Software, der også står bag spilsucceserne Dark Souls og Demon’s Souls. Bloodborne udkommer til PlayStation 4 den 25. marts 2015.

- Konkurrencebetingelser

- Event på ITU:

Vinderen af konkurrencen vil blive fundet ved lodtrækning blandt alle, som enten donerer blod eller tilmelder sig som bloddonor hos GivBlod. Man kan deltage én gang. Email og navn vil alene blive brugt af Nordisk Film A/S til at kontakte vinderen af konkurrencen. Vinderen får direkte besked den 24. marts 2015. Præmien kan ikke ombyttes til kontanter.

- Instagram:

Vinderen af Instagram-konkurrencen vil blive fundet ved en jury bestående af repræsentanter fra PlayStation Danmark og GivBlod. Det vindende bidrag er hvad juryen mener er den bedste fortolkning af at sprede budskabet om at give blod og redde liv. Man kan bidrage ligeså mange gange man vil.

Instagram-brugernavn vil alene blive brugt af Nordisk Film A/S til at kontakte vinderen af konkurrencen. Vinderen får direkte besked den 7. april 2015 på Instagram. Præmien kan ikke ombyttes til kontanter

Bloodborne - GivBlod

 

Oprettet af Per Sørensen